Det var. en stormfuld vinterdag i det herrens år 1500, at Kong Hans drog på et imperialistisk felttog til Ditmarsken og indkasserede et velfortjent nederlag.

Han døde dog ikke ved den lejlig-hed, og først 13 år efter, da Bølling Herred havde kongebesøg, mødte Kong Hans sin skæbne på grund af en forkø-lelse, pådraget efter et bad i Skjernåens vande. På samme tid boede der i Opsund en mand der hed Graus Bendtsen. Det er vel rimeligt at tro, at denne mand har haft sin bopæl ved vandløbet, som løber gennem Opsund.
Graus Bendtsen er en sandsynlig forfader til den Bendt Andersen, som i 1630 blev født i Søndergaard i Sædding, og fra da af er Bendtsens slægtsveje klarlagt
Bendt Andersen blev gift med Margrethe Pedersdatter, og de havde Søndergaard i Sædding samtidig med at filosoffen Søren Kierkegaars tipoldefar, Jens Andersen, fra Videbæk drev landbrug på Astrupgaard i Faster sogn. Bendt Andersens datter Else, født 1678, blev 8. juni 1704 viet til Lars Jensen fra Klap Mølle i Velling.
Dette par fik en søn, som hed Bendt Larsen, og som 20-årig tog han bopæl i Ejstrup. På den tid omkring 1730, var der en tilfredsstillende ulvebestand i Ejstrup, og Bendt Larsen udviklede sig til en dygtig ulvefænger. Mangen ulv måtte med fra ulvegravene i Ejstrup-dalen og til herredstinget på Skræbs-gaard i Hanning. Når ulven var blevet hængt i galgen på behørig vis, blev fangstdusøren udbetalt.
Bendt Larsen havde tre børn, Lars Bendtsen, som blev gårdmand i Søndergaard i Sædding, Margrethe, som blev gift med Hans Madsen fra Storgaard og fik bopæl på Kirkegaard i Faster, og Else, som blev gift med. Svend Nielsen i Aanum. Det var deres søn, Bendt Svendsen, som i 1813 blev gift i vistnok Gl. Sogn kirke med jomfruen Johanne Mortensdatter, hvis mor ved en brand i Storgaard i 1778 på et hængende har var blevet flammernes bytte.
Her skal i det følgende berettes, hvordan Herborg på en råkold oktoberdag blev begivenhedernes centrum.

Den røde hane galede i Herborg

Som navnet antyder var Storgaard den største gård i Herborg på den tid. På det tidspunkt var gården beboet af to familier. I den ene halvdel boede Chr. Mikkelsen, i den anden - og bedste boede Mads Andersen sammen med hustruen Kirsten og sønnen Hans Madsen og datteren Mariane.
De levede deres nøjsomme liv i Herborg og i stille resignation over de vilkår, som datidens Schlüttere i København bød dem. Men i 1878 vederfaredes der dem en stor ulykke.
Det var 19. oktober, endda en mandag morgen, da der pludselig udbrød brand hos Chr. Mikkelsen, og da længerne var sammenbyggede, varede det kun få minutter, før hele gården stod beboere måtte skyndsomst forlade huset, og næsten uden tøj på kroppen

stod de i behørig afstand fra gården og stirrede fortabte på det knitrende bål.
Da opdagede de pludselig, at Mariane ikke var i blandt dem. Hendes forældre nærede en velbegrundet angst for hendes skæbne, men det viste sig, at hun ved strålende konduite havde reddet livet. Hun havde indset det umulige i at slippe ud af den brændende bygning og havde resolut søgt tilflugt i den store bageovn, hvor hun havde lukke lågen bag sig.
Mens ilden buldrede udenfor lå hun lunt og velbevaret her, og da branden var døet ud, kunne hun uskadt sparke lågen op. og sådan tren hun til alles forundring ud på gårdspladsen. Det har givet været et pragtfuldt skue, da hun stod i sit tynde lin, tilsodet som en skorstensfejer. Og det var lykkelige forældre, som kunne tage imod den datter, som de havde frygtet var blevet flammernes bytte.
Ved det efterfølgende brandforhør deltog Jørgen Larsen, Birkmose, og Lars Sørensen, Tulsgaard, men brandårsagen blev ikke klarlagt. Der skumledes dog om at det var Chr. Mikkelsen, som på grund at naboens bedre bolig havde antændt branden. Bygningerne blev genopført, og i 1780 købte pastor Hans Steensberg i Vorgod den store gaard af Lundenæs, og Mads Larsen fik fornyet sin fæstekontrakt hos pastoren.
På den tid kom en ung mand, Morten Søe agende fra Holmsland til Herborg efter et læs lyng. Her traf han den nu 25-årige Mariane Madsdatter af Storgaard, og han kunne nok se, at hun var en vakker pige. Mariane fattede også sympati for ham, og de blev formælet i Vorgod kirke og flyttede til Holmsland. Her fødte Mariane i 1792 en pige, der kom til at hedde Johanne Mortensdatter. Hun blev i 1813 gift med Bendt Svendsen fra Aanum. Mariane Madsdatter døde i 1855 næsten 100 år gammel.

Soldat under napoleonskrigen

Bendt Svendsen blev født i Aanum 1779, og hans forfædre havde deres rod i Ildsgaard ved Sunds. Bendt Svendsen var i en halv snes år soldat i det holstenske nær Elmshorn. På daværende tidspunkt var tåbernes helt, Knud Damgaard, en ukendt person, så det danske forsvar var placeret i en fremskudt position. Men endelig var krigen forbi for Bendt Svendsen, og han kunne vende hjem til sin Johanne og kort efter ringede bryllupsklokkerne i Gl. Sogn kirke.
De købte Faster Kirkegaard, som havde et areal på 90 tønder land, og her levede de i en årrække. De fik otte børn i tiden 1814-1838, og de fik alle et langt liv og var på smukkeste vis med til at præge den vestjyske bondes anseelse. De havde talent for sang og musik, og i 100 år skiftedes medlemmer af Bendtsen-slægten til at være kirkesangere i Faster og Bølling kirker. Ved en sammenkomst i 1898 blev de otte søskende fotograferet, og dette billede findes i Faster Sognearkiv. Disse børn født i Faster Kirkegaard blev i daglig tale kaldt Kirk.
Den første i flokken døde i 1899 og i 1916 gik den sidste bort Disse otte børn skal her kort omtales.

Den ældste hed Svend og fik bopæl i Bredning. Han var i tiden fra omkring 1840 til 1880 kromand i Ravnsbjerg i Brejning sogn og derefter landmand i Ølstrup indtil sin død i 1902. Den stabilitet, som var kendetegnende for krohodlet i Svend Bendtsens tid har ikke været så fremherskende i dette århundrede, og selv initiativet fra »de tolv brejningensiske apostle« blev en behersket succes. Da Svend Bendtsen flyttede fra kroen udtalte han ved afskeden, at han igennem de mange år ikke havde drukket spiritus, så han har været en ædruelig mand. Som et kuriosum kan det nævnes, at Videbæk byråd gennem en årrække har været beriget med et ambitiøst medlem, valgt i Nr. Vium kredsen, som er oldebarn af Svend Bendtsen - og næsten lige så ædruelig som han.
Margrethe Bendtsen blev gift med Knud Jensen i Tulsgaard i Herborg, ikke fjernt fra det sted, hvor hendes mormor nær var brændt inde. Navnet Margrethe har været i slægten i næsten 350 år.
Hans Bendtsen, født 1819, blev gårdmand i Klokmose, hvor Lykke Birkmose senere fik sit virke. Han var i 1864 på kant med den tyske besættelsesmagt og måtte løbe fra Klokmose til Holstebro under tysk kommando. Han nåede dog aldrig at få den gule føretrøje for sin præstation.
Morten Bendtsen blev gårdejer i Sudergaard i Bølling og gift med Kirsten fra Klokmose. Hun var en poetisk natur, angiveligt på grund af slægtsskab med Søren Kierkegaard.
Mariane Bendtsen blev gift med Niels Pedersen Søndergaard i Faster, og blandt deres efterkommere er trangen til sang og musik nedarvet ved Niels Pedersen. Han var med i slaget ved Fredericia 6. juli 1849.
Else Bendtsen blev gift med Peder Jensen i Knorborg i Faster.
Mads Bendtsen blev gift med Dina Madsen fra Ravnsbjerg i Brejning. Han var nævnt op efter oldefaderen i Herborg, Mads Andersen, Han blev ejer af sit fødehjem, Kirkegaard.
Den sidste af flokken - og vel nok den første grundtvigianer i Faster - hed Niels Bendtsen. Han fik sin læreruddannelse i København, og her færdedes han i samme kredse som datiden åndskæmpe, N. F. S. Grundtvig. Han var gennem en lang årrække lærer og kirkesanger i Bølling.
På Kirkegaard, hos Svend Bendtsen, kom mange af sognets folk. Således også en dag i slutningen af juli 1850. Da kom en ældre kone, som glædes-strålende kunne fortælle, at der havde stået et stort slag, som danskerne havde vundet. Det var det blodige slag på Isted Hede, 25. juli, hun omtalte og samtidig gav hun udtryk for sit nationale sindelag i en noget anden sammenhæng end den, der udvises, når et danske fodboldhold har vundet over et ditto fra en sydamerikansk røverrepublik.
I 1849 var Faster besat af de tyske soldater, og deres opførelse lod noget tilbage at ønske, men efter at veteranen fra napoleons krigene, Bendt Svendsen havde haft en samtale under fire øjne med deres major blev forholdene bedre.