Slægtsbog for familien Bendtsen i Bølling Viggo Bendtsen´s fortællinger |
3. udgave 2004 Side 5. 1 |
Afskrift efter Viggo Bendtsen optegnelser om slægten Bendtsen. Se
også Peder Bendtsen´s Studier og Minder om samme. Mariane Madsdatter født 1755, død 1854. Gift med Morten Mogensen Søe, Sønder Bandsby, Holmsland, ca. 1790. Han var søn af Mogens Søe, samme sted, og hustru Mette Thuesdatter. Morten Søe født 1742, død 1825. (Hardsyssels Årbog 27. B. 1933) De kom til at bo på hans fødegård. Den er stadig gået
i arv til efterkommere. Efter al sandsynlighed har den været i slægtens
eje i mindst 350 år . |
3. udgave 2004 Side 5. 2 |
Mariane fik følgende råd af ham mod gigten: En skade skulde
skydes i "æ fløwt" og sprættets op straks og
lækkes på det syge sted. Hvorvidt midlet virkede, melder fortællingen
intet om, men det har nok gjort gavn, eftersom hun blev så gammel,
nær op mod 100 år. Det kunne synes lidt mærkeligt, at
en Holmbo i de tider fik sin kone så langt øster fra. Afdøde
Chr. Søe Ølstrup, som også var blandt deres efterkommere,
mente at kunne forklare sagen på den måde, at da Holmboerne
ikke selv var tilstrækkelig forsynede med lyng og hedetørv,
så hentede de det oppe i hedeegnene mod øst, sådan var
Morten kommet til Storgaard, og derved var så bekendtskabet blevet
indledt mellem ham og Mariane. Og det kan være ret sandsynlig. Mariane Madsdatter døde den 20. januar 1854, 98½ år gammel, og blev begravet den 29. januar. Morten Søe og Mariane havde 4 døtre, ingen sønner. De 3 af døtrene blev gifte og bosatte sig på Holmsland. Den 4., Johanne, boede i Faster, gift med gårdmand Bendt Svendsen, Faster Kirkegård. De havde 8 barn, i 1854 var de alle voksne, de 3 ældste gifte.
|
3. udgave 2004 Side 5. 3 |
kunne nå at komme til begravelsesgården med de uundværlige
kapper til, følget kom hjem fra kirken. Gården ligger ikke
langt fra broen over Von å til Hee. Min faster Else, som jeg har hørt fortælle om denne tildragelse, føjede til: "A wor enda kyw å et for Måtten, da han skuld teen". Han satte vel så lige til ad Faster som muligt. Han kom i al fald til Gasdalgård i Bølling. Der gik han ind og fik sønnen Hans Kragmose til at løbe til Faster efter kurven, så han selv kunne hvile lidt imens. Så vidt jeg ved, lykkedes hans kapløb fuldt ud, så han nåede frem til Sdr. Bandsby i rette tid. Johanne og Bendts søn, Hans Bendtsen (Kjerk), født 1819 d. 1903, blev gift med Søren Vestergaards enke, Mette. De boede i Klokmose i Faster. Under krigen i 1864 havde Hans Kjerk en ubehagelig oplevelse. Herom fortæller hans brodersøn, Svend Bendtsen, til Skjern Dagblad: Vi har indsat artiklen i slægtsmappen, (Æ mand skuld baare skydes ) For godt 100 år siden levede der i Faster Sogn en kvik og opvakt
ung mand. Om vinteren virkede han som skolelærer, samt også
som spillemand ved legestuer og lign. og om sommeren som Engmester. Senere
da han var blevet gift, overtog han en gård i Klokmose i Østersogn,
som han drev i mange år. |
3. udgave 2004 Side 5. 4 |
De tvang kromanden, Chr. Sørensen, til at køre dem op til
dette afskyelige menneskes bopæl, så vilde de selv ordne resten. De kom godt nok derop og vækkede de sovende på en noget utiltalende måde. Og nu vil vi lade Hans Bendtsen selv fortælle videre med hans egne ord, som han så ofte har berettet tildragelsen for os børn, hvad der altid morede os meget, selv om virkeligheden jo var alvorlig nok. "A moet jo op i æ båer skjowt å lokk op for di herrer. AAH, hwor di skjældt uer! Jen a' dem kund snak let dansk, men han bandet o tysk, å di hogg djer bajonetter op i æ lowt lig te æ hiel hus restet, å Mætt wår lig ve å pjæw, å hun såe, di skuld vær rolle, men det bløw et ett bejer aw. Han, der kund let dansk, såe, te hun skuld hold hinne kjæft! Æ mand skuld jo bare skydes! De wår da et nowwet å gjæl op øwwe, men hans væsmelige hue er snaar for grem en begrawelsesplads for wor kjøn blykuller - mint ham æ tysker. Nå, der wår jen, der ga mæ en ordnlig rap i æ baaer R.. mæ hans sabelskie, a ku nok mærk, de ett wår hans ejen bagdiel, han slu i. Men endelig kom vi da a stej te Hanning Hiegor, - de vel sej, a mot ett kyer mej, a mot ræend ve æ si å æ uen lissom en anden hund. Da vi kom te Hanning Hiegor, skuld æ tyskere jo selvfølgelig ha en gjenstand eller tow i glee øwwer æ fangst, de haad gjoer. Endelig kom vi astej te Holstebrow, nowwer waar kyerend, å nowwer waar riend, men a moet ræend, å næer a ett kund følle mej, kom der jen å ga mæ en spark i æ nakk eller i æ røkk, å så såe han Hopla! Saa fond a oe å ta æ træsko i æ håend, de lettet lidt, men så bl¢w der kommandiert: Halt! Å en galle pjalt te tysker kom hen te mæ å skjældt uer o nowwenlunde dansk; men han bandet o tysk. Han såe blandt andet: " Tror du måske, vi vil overlade din elendige bælg til din so til kone med ligeså mange huller på sokkerne som der nu i morgen bliver i din usle krop? Nej tak! Stik du nu fusserne i dine træsko. Du løber jo godt, og når du bare løber til Holstebro, så er du færdig, kaput - forstår du. Nå, der wår jo ett andt o gyer ind o mæ æ træsko ijen å så astej i traw. A tændt som så, te næer vi kom te Ravnsbjerg, hur der wår kruer, å mi bror Svend wår kruermand, så skal vi wal ind dæer, å så ka a wal fo en lelle hwiel, å ka bjerre mæ en melmad ve mi broer. - men såren gik et no ett, vi kjor forbi, å a moet jo ræend mej. Da vi så endelig kom te Agerfeldt kruer, holdt æ optog stell, å æ tyskere skuld ind, men a moet pæn blyw udenfor. Men så kom Svend Agerfeldt uer te mæ me en par meldmader, å de waar a glåe ve, a waar sulten. A såt mæ nier o en sættkrøw å oer å en meldmad, men så kom der en tysker, så møj en støk galle pjalt, å ga mæ jen ve æ hue, ret så æ meldmad fl¢w hen i æ skidt, å han såe, sådn nowwet som ilywwel skuld skydes i måen kund wal nok stå op så læng. |
3. udgave 2004 Side 5. 5 |
Nå, endelig kom vi da te Holstebrow, å der bløw a smidt
ind i en wandhus, å æ daer bløw sømmet te. Men
dæer kund en jo da sej nier. - Nå, men æ daw atter bløw
a gin fri." Med Hans Bendtsens frigivelse foregik det nu på den måde, at P. Schmidt, Ny Mølle i Lem red til Ravnsbjerg i Brejning og fik Svend Ravnsbjerg - Hans's broder med til Holstebro. De havde en ledig hest samt en god pengepung med. Men hvad den tur kostede dem, fik ingen at vide. Svend Bendtsen (Avisen skriver: Svend R. Bendtsen) Højmark Johanne Mortensdatter født 1792, død 1870. |
3. udgave 2004 Side 5. 6 |
Bendts forældre var Svend Nielsen og Else Bendtsdatter. De havde
3 sønner, som nåede skelsalder, Niels, Bendt og Morten, de
to sidste var tvillinger. De lignede hinanden så meget, at forældrene
måtte have mærker på dem i deres barndom, for at kende
dem fra hinanden. Som dreng havde Bendt passet stude på Lundenæs, og han var dygtig til at bruge en hølé, han opholdt sig også en del af tiden hos sin moster Margrethe, gift med Hans Kjerk i Faster Præstegaard. Gården som han siden blev ejer af. Han havde legekammerater på Fastergaard. Morten kom til at bo på Brunbjerg i Borris, den gård er endnu i hans efterkommeres eje. Svend Nielsen hørte til Brødremenigheden, (Fortegnelse
over dens medlemmer i Skjern i 1801.) |
3. udgave 2004 Side 5. 7 |
Nogle af soldaterne kom ind i dagligstuen, der hang sønnen Hans´s
violin, så vilde tyskerne til at danse, da de så den. Hans måtte
til at spille for dem, og de vilde danse med døtrene, Mariane og
Else. "Vi waar kyw aa et", sagde faster Else, "men faaer
såe, I ka jo wal dands mæ dem". Mere er der ikke fortalt
om det bal. Men befalingsmanden har jo nok holdt disciplin blandt sine folk, som han havde lovet. Han havde befalet dem at vise respekt for den gamle mand. I de samme urolige dage var der barnedåb hos Mads Miltersens på Ny Faster-gaard, der var født en datter den 4. maj, St. Bededag, nemlig min mor, Dorthe Marie Madsen. Man var bange for de tyske gæster, de viste sig af og til, så her så der. På festdagen havde man derfor skjult suppegryden i en rugager uden for gården. Den dag kom tyskerne ikke, men en anden dag kom der nogle. Da var Mads Miltersen ikke hjemme. Han var ude i Astrup Hede med nogle stude, der skulde skjules derude for tyskerne. Soldaterne var dog flinke, en af dem satte for spøg sin pikkelhue på en lille drengs hoved, det var den 4-årige Milter, sønnen på gården, han stod i stuen og betragtede dem. I 1813 blev Bendt Svendsen og Johanne Mortensdatter, som alt nævnte gifte, han var da 34 år. I vort lands historie er 1813 et af de årstal, man husker som betegnende noget ydmygende og sørgeligt. Da indtraf den ofte omtalte statbankerot, og den deraf følgende store forarmelse for land og folk, som varede til op imod 1830. Det har selvfølgelig også svedet til hjemmet i Faster Præstegaard. Nogen videre velstand blev der vist aldrig. Bendt og Johanne fik 8 børn, 5 sønner og 3 døtre. Den yngste af dem var over 60 år, inden nogen af flokken døde. Der var 24 år mellem den ældste og den yngste. De sidste 13 år Bendt levede, var han blind, men han bar sit tunge kors med beundringsværdig tålmodighed. I sin uvirksomhed gik han ofte og sang salmer som, "Den yndigste rose er fundet", (den nævnede Mads Egeris som brugt af den gamle). Far mente, at en del af den gamles sange havde han fra Brødremenighedens tid i Skjern, han har husket dem fra sin tidlige ungdom. Engang svækkedes den gamle blinde mand også meget på hørelsen, det blev han bange for, skulde han blive både blind og døv; og far kom engang til at høre, hvor inderlig han bad til Gud om, at han dog måtte beholde hørelsen. Og han fik det, han bad om, for døvheden fortog sig. Han led af en anden svaghed, vistnok spleen, (uro i benene). Den ytrer sig som en indre uro i lemmerne, den kommer tiest om natten, særlig i sommertiden, varme. Selv om den ikke volder pine, så gør den, at det er umuligt at holde ben eller arm, hvor den huserer i ro, så der kan gå mange timer af natten uden søvn, eller med meget dårlig søvn. Han led af denne uro allerede som soldat, og den blev ved at følge ham op i alderdommen. Viggo Bendtsens optegnelser slut. |
3. udgave 2004 Side 5. 8 |